HERULERNE - af Troels Brandt

Herulerne
Teksten er skrevet af Troels Brandt

1. Herulernes sydeuropæiske historie

1.1. De romerske kilder

1.1.1. Oprindelse

I de fleste historiebøger optræder herulerne som et folk af skandinavisk oprindelse. Den eneste historiske kilde til det synspunkt var goteren Jordanes' historiske værk "Getica" fra 551 e.Kr. Men han skrev aldrig sådan - og ingen anden historiker skrev heller, at de vendte tilbage, da Procopios ofte citeres forkert. Jordanes forbandt deres etymologi med Sortehavets sumpe, hvor de første gang blev nævnt af græske og romerske historikere i 267 e.Kr. Derfor kan han umuligt have anset dem for at være skandinaver. Først da nyhederne om de herulske sendebud til Norden i 548 cirkulerede i Konstantinobel skrev både Jordanes og Procopius om heruler i Skandinavien i henholdsvis 551 og 553 - og Procopios fortalte endda at de ankom dertil omkring 508-510. Tidligere havde ingen historikere omtalt heruler i Skandinavien - ikke en gang Tacitus og Ptolemeus. Ideen om en skandinavisk oprindelse af herulerne baseredes udelukkende på 5 forkludrede ord i hans geografiske indledning om danerne "fordrivende herulerne fra deres bopladser" - ord som allerede i 1783 blev misforstået som en begivenhed før 267 e.Kr, da de første gan viste sig i Grækenland. Moderne sprogforskere læser da også indledningen sådan, at Jordanes beskrev en begivenhed i sin egen samtid - hvilket i stedet gjorde det til en fordrivelse fra deres første bopladser mellem daner og göter i Skandinavien 40 år tidligere.

Danske arkæologer satte hurtigt en herulsk fordrivelse i forbindelse med de stormandsalliancer, som opstod omkring Himlingøje i romersk jernalder. De troede endda på en decideret fejlfortolkning af Jordanes, hvor danskerne skulle være en del af svenskerne, men han skrev blot, at begge folk stammede fra et ukendt folk ved navn vinoviloth - et navn som giver associationer i retning af vinnili, dvs. longobardernes forfædre.

Folkevandringstidens folkenavne skifter hele tiden i kildematerialet, bl.a. fordi mange konstellationer skyldtes, at især halvnomaderne fulgte en succesrig leder og måske dets religion - uanset slægtsskab og stamme. De var ikke bundet af et specifikt territorium som agerbrugere, men kan have levet i samme områder som en krigerklasse melle landbrugerne. Sandsynligvis opstod østherulerne som folk i det 3. århundrede e.Kr. ved floden Dnepr som en blanding mellem germanske stammer og mindre elementer af sarmatisk/alanske nomader og bosporanere. Mange af disse germanere var antageligt østgermanske gotere, da sproget syntes at blive gotisk/østgermansk. Senere må de være blevet blandet op med hunner.

Troen på en skandinavisk oprindelse blev understøttet af en gruppe vestherulere, som på samme tid krydsede Rhinen - sandsynligvis fra det frisiske område. En vandring fra Jylland til Ukraine understøttes af metalkamme og kæmpefibler, men de kan skyldes en vandring af jyder (eudoses). Derfor er en mere sandsynligt at en kombination et kongeligt dynasti fra vestheruler, haruder eller jyder etablerede gruppen i Ukraine, men også et ældre folkenavne som harii kan mistænkes i den forbindelse, som følge af ligheder i navne og karakter. Vi kan heller ikke udelukke en skandinavisk oprindelse.

Under alle omstændigheder må vi konstatere at herulernes oprindelse er uafklaret, og det samme gælder i øvrigt goternes oprindelse, som arkæologerne i dag knytter til det polske Vistula-område - ikke Skandinavien.

1.1.2. Herulernes vandringer

Første omtale af østherulerne var i 267-69, hvor de ved hjælp af bosporanernes flåde plyndrede Grækenland og Lilleasiens kyst som sørøvere sammen med goterne. Mest spektakulær var plyndringen af Athen, hvorfra kilderne stammer, men også lederen Naulobates' nederlag til kejser Gallianus ved Thessaloniki omtales. Naulobates blev romersk "consular insignia", så teoretisk kan de vestherulere, som man første gang hører om i 286, være hans omplacerede romerske lejesoldater. Ifølge Jordanes led østherulernes konge, Alaric, senere nederlag til den sagnomspundne gotiske konge, Ermaneric. Fra omkring 375 deltog herulerne sammen med mange andre østgermanske og sarmatiske folk i hunnernes togt gennem Europa. Efter Attilas nederlag og død gjorde hovedparten af de østgermanske folk - dog ikke østgoterne - i 454 oprør mod Attilas sønner ved Nedao, så næsten alle hunner blev fordrevet til Sortehavsegnene, men nogle kan have fulgt bl.a. herulerne, som synes at have en del arkæologiske træk fælles med dem.

Genstande fra fyrstegraven i Blucina - klik De østgermanske og sarmatiske folk etablerede nu nye kongeriger på nordsiden af Donau, mens østgoterne søgte ind på romersk område i Sydpannonien - syd for Donau. Der er ingen grund til at diskutere nøjagtige grænser, da disse rytternomader ikke var bundet af det lokale landbrug. I årtier lå goterne i krig med deres tidligere fæller, hvor det bl.a. i 468 lykkedes dem at udslette scirierne. Østherulerne dannede et stærkt kongerige i Moravia (Mähren) og Marchfeld (nord for Wien) ved at undertrykke og brandskatte alle naboer - incl. longobarderne. Vestherulerne - og fra 454 også østherulerne - var frygtede som romerske lejesoldater og i nogle tilfælde også som sørøvere. De romerske historikere omtaler dem som letbenede og letbevæbnede infanterister, men det var primært vestherulerne, da østherulerne også var blevet ryttere som de østgotere og hunner, de fulgte. Herulerne skal have været den dominerende gruppe lejesoldater bag den østgermanske garderofficer Odoaker, da denne afsatte den sidste vestromerske kejser i 476 og blev udråbt til konge af Italien - af sine egne germanske soldater. Han brugte bl.a. titlen Rex Herulicus. Selv var Odoaker en Sciri-prins med en thyringsk far. Fra den tid stammer den rige fyrstegrav i Blucina, som antages at være en herulsk kongegrav - med store lighedspunkter med frankerkongen Childerics grav i Tournais - Odoakers allierede. Begge konger var antageligt tidligere romerske foederati.

Senere indgik den østgotiske konge, Theodoric, aftale med den østromerske kejser om at fjerne Odoaker. Theodoric var selv opvokset i Konstantinopel og var ariansk kristen. Han belejrede Odoakers Ravenna i flere år, og myrdede ved fredsslutningen i 493 Odoaker ved egen hånd. Odoakers herulske lejesoldater må være draget tilbage til Mähren, hvor Theodoric et årti senere udråbte deres konge til sin våbensøn. Herulerne synes altså nu at have et underordnet forhold til Theodoric, som samtidig opfordrede heruler, thüringer og varni til at indgå en alliance mod frankerne.

Vore kilder til herulerne består af spredte brudstykker, da de ikke havde egne historikere. En undtagelse er historikeren Procopios, der som sekretær og juridisk rådgiver for den øverste østromerske feltherre må have kendt de herulske lejesoldatofficerer personligt. Han ofrede 2 kapitler på herulerne i sit værk om de gotiske krige - et værk som han afsluttede i 553. Han fortalte, at herulerne "overgik de omgivende folk i antal og styrke", men på grund af overmod og negligering af sine guders varsler led deres konge, Hrodolphos, et voldsomt nederlag til longobarderne, hvor han selv blev dræbt. Nederlaget, som dateres til 508 eller 509, kendes også fra langt senere longobardiske kilder i en mere anekdotisk form.

1.1.3. Kongeslægtens ankomst til Norden

Ifølge Procopios vandrede mange af den herulske kongeslægt med en del af folket til den Skandinaviske Halvø, hvor de først kom til Varnerne, som boede i Elben-/Mecklenburg-området. De kom til den Skandinaviske Halvø over havet og passerede danernes "nationer" uden kamp. Ved ankomsten "dengang" slog de sig ned hos eller nær ved göterne ("Gautoi"). Når Jordanes' danske fordrivelse af herulerne nu erkendes at beskrive en samtidig begivenhed i 500-tallet, bliver hans oplysning en samtidig bekræftelse af Procopios' beretning om herulernes tilstedeværelse i Norden.

Vi skal være varsomme med en detaljeret brug af Jordanes' og Procopios' udtalelser om denne vandring, da de ikke kunne overskue nordeuropæisk geografi, og da deres kildemateriale omkring begivenheder 40 år før deres egen tid kunne være tilfældigt og ukritisk behandlet. De havde selv forskellige motiver til at beskrive herulernes ankomst, så deres vægt på oplysningerne kan tolkes sådan, at herulerne først slog sig ned mellem daner og göter, hvorfra de siden blev fordrevet mod nord af danerne - altså to etaper, som også bekræftes af Procopios' anvendelse af udtrykket "dengang".

1.1.4. Herulerne i Illyrien

Hagia Sophia-kirken i Istanbul Deres tilbageblevne fæller vandrede rundt, indtil de i 512 fik asyl ved Beograd i det østromerske Illyrien. De blev senere vigtige østromerske lejesoldater i Justinians hær mod at overgå til kristendommen. Under ledelse af Mundus hjalp de Justinian ved Nika-opstanden i Konstantinopel, som førte til genopførelsen af den nuværende Hagia Sofia-kirke i 537. Procopius fremhæver flere herulske officerer, herunder Suartues og især Phara, som bl.a. havde en hovedrolle i nedkæmpelsen af Vandalerne. Procopios skrev, at disse herulere i 548 sendte en deputation afsted efter en ny konge. De fandt ham i Norden, "hvor deres kongefamilie havde talrige medlemmer". De vendte tilbage med Datius, Aordus og 200 unge krigere og forjog Justinians kandidat, Suartuas, som i stedet blev kommandant i Konstantinopel.

Det er klart, at denne historie var velkendt i Konstantinopel 548-553 som "hot news". I 551 afsluttede Jordanes sit værk i Byzans og i 553 afsluttede Procopios sit værk samme sted - dvs. at 2 uafhængige kilder inden for mindre end 5 år efter deputationen begge for første gang berettede om heruler og daner i Norden - begge folk endda i kombination. En lille hentydning som Jordanes korte bemærkning ville blive forstået og de kunne ikke lyve om sådanne facts, hvis deres værker skulle anses for seriøse - de kunne kun udelade ubelejlige facts. Denne samtidige fortælling er helt afgørende for vurderingen af sikkerheden i vore oplysninger om herulerne i Skandinavien - modsat både rejsen dertil og deres misforståede oprindelse.

Procopios havde fra sin position tæt på det byzantinske hof direkte adgang til oplysninger fra herulske lejesoldater netop tilbagevendt fra Norden 38 år efter deres oprindelige ankomst. Han fortalte også, at de var blevet kraftigt forsinket, fordi deres første kandidat døde på tilbagevejen hos danerne - dvs. at de nu boede langt nord for danerne, som boede i Skåne og på Sjælland. Han præciserede endda, at han selv havde udspurgt øjenvidner derfra i forbindelse med midnatssolen. Desværre nævnte han intet om herulernes succes eller fiasko i de første 38 år i Norden, da hans politiske formål var at stemple den nye hedenske konge og hans tilhængere blandt de illyriske herulere som barbariske, uregerlige og utilregnelige, fordi de forkastede Justinians kongskandidat. I denne svada af skældsord antydede han også, at de var homoseksuelle, hvilket i dag giver dem en rolle i sådanne sammenhænge, som det historiske grundlag næppe kan bære.

Procopius' forklaring på grunden til konflikten var muligvis påvirket af hans eget ansvar som juridisk sekretær for deres chef. Muligvis var forklaringen at en del af herulerne ikke fulgte aftalen, men stadig var hedninge og ønskede en konge fra de hedenske heruler i Skandinavien. I relation til antallet af herulere, som drog til Norden med kongeslægten, er det værd at bemærke, at den illyriske gruppe udgjorde et væsentligt element i den østromerske hær trods en massakre på folket i Illyrien. Procopios opgjorde dem omkring 548 til 3000 i Datius hær og til 1.500 i romersk tjeneste, som i 553 var steget til 3000 - dækkende omkring 12% i goterkrigene. Procopius egne ord var: “nogle af dem, som det er blevet fortalt til mig … , slog sig ned i landet Illyricum, men resten var imod at krydse Donau-floden, og slog sig ned i den yderste udkant af verden.” Hvor mange drog til Thule er umuligt at vide fra hans historiske oplysninger, men det kan ikke være noget uvæsentligt tal.

Datius' stilling i opposition til Justinian var håbløs, og han blev snart fordrevet til gepiderne nord for Donau. Begge folk blev i 567 udslettet af romere og avarer. En herulerkonges datter, Silinga, blev gift med den longobardiske kong Wacho, og hendes søn, Valthari, blev longobardisk konge. Hun blev sandsynligvis dræbt af en longobardisk pil [Tejral i Kharpurov/Stylegar 2014], og han døde ung kort efter. Det eneste herulske dynasti, som man hører om senere i Sydeuropa, var en gren af Pharas slægt, som indgik i bayernes Agilofingi-dynasti i Sydtyskland.

1.2. Nordiske forbindelser før 509

Kongefamiliens vandring til Norden var ikke nogen tilfældighed, idet herulerne havde haft en tæt kontakt til Norden, som intet havde med deres oprindelse at gøre. Herulernes kontakt kan deles op i flere faser baseret på arkæologi kombineret med historie:

1.2.1. Østherulerne 375-454 (Fase A1)

Beslag i Sösdala-stil fra Vennebo Levn fra af hunniske offerritualer i Sösdala indikerer, at en gruppe af hunniske rytter og deres østgermanske følgesvende (f.eks. heruler og goter) opererede på den Skandinaviske halvø i første halvdel af 400-tallet før og under Attilas felttog - måske for at udforske nye muligheder eller for at hverve nordboer som allierede eller krigere til felttoget. Da samme type ofret hesteudstyr er fundet i stort tal i de skandinaviske krigsbytteofre i Finnestorps og Vännebos moser, er nogle af disse ryttere sandsynligvis blevet dræbt, da de forsøgte at trænge ind i Vestergötland. Den enestående karakter og antal tyder ikke på, at der er tale om lejesoldater på vej hjem. Lotte Hedeager har beskrevet disse spor som resultat af en generel hunnisk strategi, hvor de i en periode først i 400-tallet under deres raid placerede faste støttepunkter spredt over Nordeuropa. Dette er ikke dokumenteret, men hendes argumenter kan også skyldes de historisk dokumenterede heruler og dermed også en stor hunnisk indflydelse på den nordiske religion.

Diskussionen om rytterne var hunner eller deres gotiske, herulske eller skandinaviske allierede er ligegyldig for formålet med denne artikel da fundene under alle omstændigheder viser forbindelsen mellem Skandinavien og det hunniske felttog i hvilket herulerne deltog.

1.2.2. Østherulerne 454-509 (Fase A2)

Efter at herulerne etablerede deres kongerige i Moravia omkring 454 e.Kr. indikerer adskillige arkæologiske fund en fortsættelse af en forbindelse mellem de østgermanske folk i Sydøsteuropa og Skandinavien - f.eks. til Skåne, Bornholm, Finnestorp og Högom i Østskandinavien og til Evebø og Snartemo på den vestnorske kyst. Det gælder f.eks. en særlig type hunnisk/østgermanske sadler og piletyper - som dog anses for produceret i Norden. En særlig sølvsværdknop med dyrehoveder i Skandinavisk Stil I, som sydpå kun findes identisk i den omtalte herulske fyrstegrav i Blucina, Moravia, og en anden version i Childerichs grav i Tournais - sandsynligvis begge germanske lejesoldater i Sydeuropa. Mange lignende fund genfindes som type i grave og krigsbytteofre i Skandinavien langs handelsruten. Mere generelt blev fiblerne i Østersø-regionen påvirket af østgermanske stilelementer som rosetter og runde hoveder med tre knopper, hvorimod halvrunde typer med flere knopper som allemannernes og frankernes ikke nåede Norden.

Sokolnice-fiblen nær Blucina er treknopped, halvrund karvsnitsfibel med rosetter fra Sokolnice nær Blucina (450-475). Hyppig i Mähren og 3 eks. på Bornholm. Lokale efterligninger bredte sig i Østersø-regionen. Til højre ses frisen på Theodoriks mausoleum, et remtøjsbeslag fra Finnestorp og den nordiske Gummarp-fibel.

Specielt høvdingen i en høj i Högom i Nordland havde nær forbindelse med de hunniske og østgermanske folk. Det var denne region som Jordanes priste for sit eksklusive pelsværk, der synes at have været en af Skandinaviens vigtigste eksportartikler på den tid. Sandsynligvis var han en del af et netværk af høvdinge ved handelsruten langs begge sider af den Skandinaviske Halvø - en forlængelse af den gamle Ravrute fra Carnuntum - et netværk, som i særlig grad synes at have brugt CIIa1-brakteaten. Högom-dynastiet synes at forsvinde fra Nordland omkring år 500.

Antageligt brugte herulerne deres viden fra de tidligere hunniske raids og besluttede at kontrollere Ravruten gennem den Mähriske Port i Karpaterne, da de etablerede deres nye kongerige - snarere ved beskatning af handelen end som købmænd. Det var netop sådan, de ifølge Procopios behandlede deres naboer. Antageligt drog nogle af dem også mod nord for at sondere mulighederne og træffe aftaler om handel og beskyttelse eller plyndre - eller som lejesoldater i skandinavisk tjeneste. Vi kan derfor heller ikke udelukke, at en lille gruppe heruler eller andre hunniske allierede blev boende i Blekinge/Värend senere i 400-tallet, men dette er ikke sikkert.

Man skal stadig være opmærksom på den blanding af folkevandringsfolkene, som blev nævnt indledningsvis, og som gør det næsten umuligt at identificere dem arkæologisk i forhold til de andre østgermanske folk i hunnernes følge. Antageligt har befolkningen i herulernes kongerige udover heruler bestået af bl.a. sarmatiske alaner, hunner, thüringer og scirier. Arkæologien afslørerogså nu, at den tidligere befolkning af sveber stadig levede her som landmænd. Herulerne kom som et krigeraristokrati, som sandsynligvis forsvarede bønderne, hvis de betalte godt. Goter og rugier kan også have deltaget, men deres egne dynastier var på krigsfod med herulerne og de øvrige østgermanske folk frem til et tidspunkt efter 493, så man må gå ud fra, at herulerne har søgt at blokere for goternes og rugiernes adgang til handelsruten gennem den Mähriske Port. Derfor er det mest sandsynligt, at det er det herulske dynastis tilhængere, som har stået for den nordiske forbindelse i den periode. Østgoterne var i den periode pressede af deres østgermanske naboer og af vestromerne. Da østgoterne senere steg i betydning i forhold til herulerne, fik de nok at koncentrere sig om i Italien og var blev ariansk kristne. De havde næppe grund til at slå sig ned i Skandinavien før deres nederlag til Justinian omkring 550 - og næppe heller efter den tid.

Forbindelserne mellem Skandinavien og de hunniske eller østgermanske folk indtil 565 har været negligeret i årevis specielt af skandinaviske arkæologer, som foretrak de frankiske kontakter. De to konferencer, Inter Ambo Maria, på Krim i 2010 og 2012 vil forhåbentlig ændre det billede, selv om mange detaljer stadig skal diskuteres. Arkæologien kan ikke fortælle med sikkerhed om stilen og genstandene var bragt til Norden af heruler, hunner, nordboer eller handel, men historien kan fortælle os, at herulerne kontrollerede nøgleområdet på den rute, langs hvilken spredningen fandt sted - hvilket på den ene eller anden måde har givet den kontakt mod nord, som forklarer deres forventninger og de senere begivenheder.

Den udflydende arkæologiske profil og den manglende herulske historieskrivning har fået nogle forskere til at spekulere i, om de blot var et krigerband - herunder en sprogforsker som Alvar Ellegaard. Det må imidlertid skyldes et mangelfuldt studie af bl.a. Procopios' tekst, da det klart fremgår, at de gennem 300 år var et typisk folkevandringsfolk med kvinder, børn, eget dynasti, egne guder og egne skikke. Til gengæld kan nogle af deres krigergrupper antageligt anses for krigerbands.

1.2.3. Vestherulerne 286-509 (Fase B)

Som en mere eller mindre uafhængig parallel hærgede vestherulere bosiddende på den østfrisiske kyst sandsynligvis de sydvestlige skandinaviske kyster, som de ifølge kilderne gjorde i Gallien i 409 og i Spanien i 450'erne. De er ofte blevet anset for et krigerband, men i 286 nævnte romerne, at deres familier boede nord for Limes - hvilket tilbageviser Ellegård. Disse heruler havde fungeret som romerske lejesoldater - fortrinsvis i England i det 4. århundrede - men efter romernes tilbagetrækningen fra England og den senere opløsning af det vestromerske kejserrige i 476 måtte lejesoldaterne finde andre indkomstkilder. Senere drog flere af dem antageligt tilbage til England med deres angliske og saxiske naboer. Det er nærliggende at antage, at det bl.a. var dem, som britterne kaldte til assistance i 448. De blev sidste gang nævnt i de historiske kilder i 478. Nogle af dem kan være draget mod nord til de nye skandinaviske kongedømmer som militære rådgivere og lejesoldater. Dene formodning vil blive behandlet i et senere kapitel.

Vestherulsk våbenskjoldDenne skjoldbemaling kendes fra de vestherulske lejesoldater i den italienske infanterienhed "Herules Seniores". Den er gengivet i middelalderlige kopier af Notitia Dignitatum fra først i 400-tallet, så overleveringen er behæftet med usikkerhed. Vi ved ikke hvilken symbolik, der ligger bag cirkelmønstret. Cirklen var et solsymbol i soldaternes Mithras-dyrkelse, som bl.a. fandt sted i templer langs Hadrians mur i England, hvor vestherulerne var udstationeret sammen med bataverne. Det vides ikke, om østherulerne benyttede tilsvarende våbenbemaling, men cirkler og halvcirkler synes at forekomme i symbolikken på de genstande, man finder i deres spor.

1.2.4. Odin i Finnestorp og de østgermanske bæltespænder

Krigsbytterne i Finnestorp mose repræsenterer adskillige grupper af krigere af forskellig etnicitet, som er blevet slået i Västergötland 350-550. Et af de sene ofre er et bæltespænde med et ansigt med skæve øjne, skæg og tre cirkelformede tatoveringer. Det er på overbevisende måde fortolket som Odin, der drikker af Mimers brønd. I den forbindelse påkalder en gruppe bæltespænder fra Krim til Normandiet sig særlig opmæksomhed. Åbenbart er de produceret i midten af 400-tallet af den samme kunstner - eller i det mindste det samme værksted i de romerske grænseegne. Det ene fra Jalta har et ansigt med skæve øjne, skæg og tre cirkelformede tatoveringer som det i Finnestorp - men i en tidligere version. Da et andet af bæltespænderne har runeindskriften Marings, som betyder goter eller heruler, er spænderne antageligt lavet til et af de østgermanske folk. Ornamenterne (se figurerne i kapitel 1.2.2) som bruges på nogle af spænderne mødes senere i Finnestorp - bl.a. på Odin-spændet - og på de skandinaviske fibler og Theodoriks Mausoleum. Særligt navnet og de tre cirkelformede tatoveringer med markeret centrum på hver kind må være forbundet med en bestemt gruppe på tværs af geografi og tid. Når de tre spænder kombineres med runestenen i Strängnäs, hvor der står "rilaR . WodinR", vil de kombinerede runologiske og arkæologiske spor primært pege på herulerne - men det udelukker ikke, at noget af deres udstyr var lavet i Skandinavien.

Vi ved ikke om den begivenhed, ved hvilken ejeren af spændet i Finnestorp blev dræbt, fandt sted før eller efter den herulske kongefamilies ankomst ifølge Procopios. Runerne og Odin behandles i de senere hovedkapitler. I det nærværende hovedkapitel skal fundene alene anvendes til endnu en indikation af forbindelsen mellem Skandinavien og folkene i det hunniske togt.

1.3. Konklusion omkring historien

De skandinaviske arkæologiske forbindelser i 400-tallet, som er nævnt ovenfor, er her kun brugt som en forklaring på de herulere, som ikke ønskede asyl hos de østromerske eller gotiske kristne, og derfor rejste nordpå med deres hedenske kongefamilie. Deres vej var allerede "brolagt" til denne hedenske verden, hvorfra Cassiodorus/Jordanes fortalte om pragtfulde heste og kostbart pelsværk, som blev forhandlet til romerne gennem utallige stammer. Der er ikke noget holdepunkt for, at herulerne havde deres oprindelse i Skandinavien.

Dokumentationen for deres bosættelse er baseret på to samtidige rapporter om deres tilstedeværelse på den skandinaviske halvø i 548 – 30 år efter deres nederlag og rejse – skrevet af Jordanes og Procopios med modsatte motiver. I det mindste havde Procopios endda mødt nogle af de heruler, som kom tilbage fra skandinavien i 548 – og begge udgav deres bøger få år efter.

Det fører til den enkle konklusion: En gruppe fremtrædende herulere med deres følge slog sig uden tvivl ned et eller andet sted på den Skandinaviske Halvø omkring 510 e.Kr. Det åbne spørgsmål er: Hvor og hvor mange?

Professor Andreas Schwarcz fra Wiens Universitet har som historiker skrevet en del artikler om herulerne bekræftet denne endelige konklusion. Han antager, at de blev integreret i et eller flere nordiske folk, men overlader dette spørgsmål til arkæologien eller spekulationer omkring nordisk literatur. Også Oxford-historikeren, Alexander Sarantis, har bekræftet rejsen og tilføjede: "De integrerede barbarer har tendens til at blive negligerede barbarer."

Hvordan kunne dette markante og frygtede krigerfolks ledende dynasti forsvinde sporløst i skandinavisk arkæologi og sagnhistorie? Dette er et af de mange negligerede spørgsmål, som de næste undersøgelser vil føre frem til.

2. Herulernes bosættelse i Norden

2.1. Åke Hyenstrands 5 spørgsmål

Nordiske historikere og arkæologer har - med enkelte undtagelser - ignoreret herulernes ankomst til Norden og alene interesseret sig for påstanden om deres "nordiske oprindelse", selv om det alene er deres ankomst i 500-tallet, som er historisk dokumenteret. I stedet er den markante kulturudvikling sidst i folkevandringstiden (især i Sverige) blevet tilskrevet en intern nordisk udvikling - til trods for dens umiskendeligt internationale præg. I nyere tid er det først og fremmest Birgit Arrhenius, som har påpeget den klare østgermanske påvirkningen af stilen i Vendeltidens start, der antageligt fik Åke Hyenstrand til at stille sine 5 spørgsmål om herulerne i 1996 (begge professorer i arkæologi ved Stockholms Universitet):

Vilka samband finns
- Mellan heruler och svear?
- Mellan herulerne och gudakungen Erik?
- Mellan heruler och den maktelit som senere framträder som jarler?
- Mellan heruler och båtgravfälten?
- Mellan heruler och runskriften?

I 2007 præsenterede Lotte Hedeager (professor i arkæologi ved Oslo Universitet) første gang sin hypotese om, at hunnerne i en kort periode i begyndelsen af 400-tallet etablerede faste støttepunkter i Norden og fik en kraftig indflydelse på nordisk kosmologi og ikonografi - hvilket ikke er i konflikt med nærværende artikel. Tværtimod bekræfter hun, at de skandinaviske arkæologer har negligeret en stærk sydøsteuropæisk indflydelse på Skandinavien i de turbulente år, og at de nomadiske folk kun efterlader få direkte spor. Hendes hypoteser om hunnerne anses for at være for vidtrækkende, da hendes historiske argumenter ikke er holdbare, men hendes arkæologiske argumenter vil også dække deres herulske følgesvende, hvilket vil forklare hendes mange observationer.

Spørgsmålene om de nordiske hypoteser, som Hyenstrand her indikerede, kan naturligvis ikke besvares endegyldigt, men de er ikke til at komme udenom, hvis man vil redegøre for udviklingen i Norden i denne omvæltningsperiode, som førte til Vendelkulturen. Hyenstrand fandt selv tanken nærliggende, men der er øjensynligt aldrig offentliggjort besvarelser heraf. Efterfølgende vil spørgsmålene blive søgt besvaret så godt som muligt - dog i en lidt anden rækkefølge. Derefter vil spørgsmålet om, hvor herulerne bosatte sig, blive besvaret i form af det mest sandsynlige scenarie.

2.1.1. Heruler og runeskrift?

2.1.1.1. De første runer

Den første runeindskrift, "HarjaR", fra 160 e.Kr. er på en nordtysk kam i det vestfynske krigsbytteoffer fra Viemose, men ellers er hovedparten af runerne i romersk jernalder frem til 375 e.kr koncentreret om Sydvestfyn, Østsjælland og Sydvestnorge, hvis man bortser fra de jyske krigsbytteofre, som jo er af fremmed oprindelse. Billedet peger derfor i højere grad på den sydvestlige del af den kultur, som forbandt Himlingøje på Østsjælland, Avaldsnes i Vestnorge og Badelunda ved Mälaren. Der er derimod ingen runefund i den tids herulske områder, bortset måske fra et enkelt i Moldavia, så der er intet grundlag for at hævde, at runerne har en østherulsk oprindelse, og der er næppe heller noget decideret grundlag for at føre den til nogle forfædre i Harlinger Land.

2.1.1.2. ErilaR-indskrifterne

Ek erilaR-indskriften fra Kragehul Vendt først og fremmest mod de sydvestlige kyster i Danmark, Norge og Sverige er der fra perioden 450-550 fundet 11 runeindskrifter med "ek erilaR" - "jeg erilen". Oprindeligt var der ingen tvivl om, at "erilaR" simpelthen betød "herul" - og med denne udbredelse er det sandsynligt, at disse indskrifter oprindeligt var tilknyttet søfarande folk. Siden blev det modsagt af dogmatiske sprogforskere, som dog var enige i, at Erilar sandsynligvis er blevet til "jarl".Spred of ErilaR-inscriptions Forkastelsen af forbindelsen mellem herul og erilaR er ifølge den russiske runeforsker Makaev sket på forkert grundlag, da overførsel af navne mellem sproggrupper ikke følger de gængse sproglige udviklingsregler. Sprogligt er "the missing link" for det gamle germanske "H" fundet i herulernes gamle kongerige i Østrig i form af bynavnet "Herilungoburg" fra 832. Yderligere er navnet "Heroluestuna" (1086) - nu Harleton - frundet i Eastanglia nær Sutton Hoo, hvilket må siges at bekræfte at udviklingen Herul - Harle - erl/eorl/earl/jarl var mulig. The Runic "erilaR" var sandsynligvis en oversættelse af det skrevne latinske "Erul(i)" da lejeofficererne jo utvivlsomt kendte deres navn på latin.

En undtagelse fra den geografiske spredning er det stenfragment, som er fundet i en kirkemur på sydsiden af Mälaren (Strängnäs). Fundet har været holdt skjult for offentligheden i 50 år - idet man hævdede, at det var et falskneri, hvilket nu er tilbagevist ved flere undersøgelser. Årsagen var den meget tydelige og ubelejlige tekst ".rilaR . wodinR". Hugsporene indikerer, at den kan være lidt yngre end de øvrige inskriptioner. Forbindelsen mellem ErilaR og Odin-kulten er åbenlys - og den indikerer også en forbindelse mellem Mälar regionen og det øvre Donau-område, hvor den anden tidlige Odin-inskription blev fundet i Nordendorf.

Hvad var en ErilaR? Runologerne har ofte fulgt kritiske sprogforskere og tolket ErilaR som "runemester", men det er ikke i overensstemmelse med Odin-inskriptionen og spredningen langs kysterne med meget forskellig teknik. Snarere lod ErilaR inskriptionen riste som stormanden Varin i Rök. Det er mere sandsynligt, at det var søfarende mænd, der var i stand til at give ordre til lokale runemestre om at skrive runerne på deres genstande. Herulerne blev på indskriptionernes tid brugt af det romerske kejserrige som erfarne generaler og lejesoldater. Det er derfor åbenlyst, at når herulerne drog mod nord - både østlige og vestlige heruler - så fik de samme profession i Scandinavien og England. De var ikke en del af de kongelige familier i de eksisterende kongeriger, hvor de senere blev integreret, men det er klart at de ledende heruler er blevet brugt som næste niveau under kongen. Deres germanske navn må på denne måde have overlevet som et senere ord for dette niveau, "earl/jarl".

2.1.1.3. Märingerne og Rökstenen

Fra 400-tallet findes der 2 runeindskrifter i Donau-landene, hvor østherulerne opererede. I alt 6 runeindskrifter er blevet tilskrevet goterne på grund af s-endelsen og lighed med ord hos Wulfila. Sandsynligvis var herulsk en dialekt i gotisk, og da goterne på det tidspunkt havde udviklet deres eget alfabet, er herulsk/skandinaviske runemestre den mest nærliggende forklaring. Pietrossa-ringen omtaler goterne, men det udelukker ikke, at den er en gave eller udført af en herul eller skandinav. Det andet fund - et spænde i Pannonien nær March-flodens munding - har indskriften "Marings". Spænder fra den samme kunstner eller værksted er spredt fra Krim til Normandiet - to af dem med pentagrammer i stedet for indskription og et af disse på Krim med et Odin-hoved som i Finnestorp. Runestenen i Stentoften var placeret i et pentagram af sten. Simpel navngivningslogik tilsiger, at maringerne må være folkene fra Mar, som flodnavnet var ifølge Tacitus. Denne region var herulernes kongerige med det senere germanske navn Mähren / slavisk Moravia. Begge navne betød vådområder, ligesom Jordanes' "Eloi".

Forskerne har kombineret Marings med det oldengelske dikt "Deor", som fortæller: "Theodoric holdt i 30 vintre Mæringa Burg". Der er enighed om, at det må være borgen i Ravenna, hvor herulerne og Odoaker var belejret i to år af Theodorik. Derfor er der ingen grund til at tolke navnet som goter, som mange forskere har gjort uden at være i stand til at forklare oprindelsen af "mar". Tværtimod blev Mar(i) fundet i 2009 som navnet MariþeubaR på en ErilaR på seneste fundne ErilaR-inscription - uden nogen reaktion fra forskerne.

Rökstenen - klik Forskerne kunne have brugt denne tolkning af Mæringer som en yderligere nøgle til tolkningen af den østgøtiske Röksten , som ifølge Riksantikvarämbetets officielle oversættelse omtaler Theodoric som "søkrigernes høvding", hvad goterne ikke var, og "den første af Märinger" - det sidste den diminuitive form af Marings. I strofen før den indskudte strofe om finder vi gåden "hvem der 9 generationer forinden døde hos Hreidgoterne som følge af sin skyld". Gåden synes at blive besvaret i næste strofe med "Radulf", som er samme navn som herulerkongen Hrodolphus, der for 9 slægtled siden blev udnævnt til våbensøn under Theodoriks beskyttelse og døde på grund af gudernes vrede, hvilket også Paulus Diaconus skrev i 772. Dermed får de to titler pludselig mening, da Theodorik kan have været anset som overordnet chef for både vestherulerne (som var kendt som sørøvere og måske Widsiths Wicinga) og østherulerne (som antageligt var Marika). Varin førte simpelthen i de første nummererede gåder sin slægt tilbage til heltekongen Theodorics våbensøn og den kongeslægt, som rejste til Norden - et helt traditionel mindesten for en død søn - og opbygget i overensstemmelse med den kultur, som få årtier forinden var vokset op ved Karl den Store hof.

Brikkerne i puslespillet har været lagt forkert med det resultat, at man ikke kunne forklare navne og sammenhænge nogen af stederne. Da østherulerne holdt til ved Mar(us)-floden har de i vest fået tilnavnet maringi/mähringer for at adskille dem fra deres vestherulske navnefæller, som i England og måske også Norden var kendt som Wicinga. Begge grupper kan have været kendt som erilaR - måske især vestherulerne. I Norden tyder navne- og sagamateriale desuden på, at de er blevet forvekslet med de hunner, som de havde fulgt.

Det må nævnes, at Rökstenen stadig bliver ivrigt diskuteret af runologerne, så den kan ikke bruges som bevis for herulernes tilstedeværelse - hvilket heller ikke burde være nødvendigt.

2.1.1.4. Blekingestenene

De 3 Lister-runesten samt Björketorp-stenen i Blekinge har traditionelt været sat i forbindelse med herulerne. De er fra overgangsperioden mellem 24- og 16-tegns futharken, og dateres derfor til perioden 500-700 e.Kr. Forbindelsen til herulerne bygger primært på kombinationen af de gentagne navne Hariwulf - Hathuwulf - Heruwulf. Det giver ikke samme sikkerhed på Rökstenen, men kombinerer man med Rökstenen giver Gummarp-stenens "satte stave 3 fff" -tre stave, som vi allerede mødte i ErilaR-inskriptionerne Kragehul og Lindholmen. Det vil forklare et tegn på Rökstenen, som runologerne ikke kan forklare, selv om de er enige om, at det bør være et "th" - dvs. 3,3 i cifferkode. Tegnet er imidlertid sammensat af fff og spejlvendt fff, som giver 3-3. "fff" må være en religiøs formel, som sikkert skal ses i sammenhæng med, at "f" er det første tegn i futharken - og den er altså fælles mellem Blekingestenene og Rökstenen - og også ErilaR- inskriptionerne Lindholmen og Kragehul, hvor man også finder tre gentagne bogstaver. En forklaring kan være de søgående vestheruler. Vi vil analysere deres ankomst yderligere i det senere kapitel 2.1.3.2.

2.1.1.5. Runerne i øvrigt efter 509

Efter herulernes ankomst til Norden ændredes spredningsmønstret således at runerne bredte sig i Norden, England, Frisien og nord for den øverste Donau, hvilket svarer til de områder, hvor øst- og vestherulske dynastier synes at have etableret sig efter nederlagene i Sydøsteuropa og angelsaksernes vandring til England. Fra den tid har vi også de første fund af runer, som nævner Wodin, i Mälardalen og ved Øvre Donau.

2.1.1.7. Svar

Ovennævnte må føre til den konklusion, at der ikke er bevist eller sandsynliggjort, at herulerne opfandt runerne, men at meget tyder på, at herulerne senere blev brugere og spredere af runerne i den periode, hvor alfabetet ændredes.

2.1.2. Heruler og jarler?

2.1.2.2. Niels Lukman og Barði Guðmundsson

Den danske universitetslektor, Niels Lukman, videreudviklede i sin doktordisputats i 1943 teorien om, at herulerne blev jarler i de danske kongeriger, og at det var deres slægter, som bragte de mange central- og sydøsteuropæiske sagn til Norden. Han skrev på tysk under den tyske besættelse, hvilket ikke var befordrende for hans teori i efterkrigstiden. Hans teori om herulerne som bærere blev dog støttet af Elias Wessén og i 1959 af den islandske rigsantikvar Barði Guðmundsson, som satte overførslen af sagnene til det islandske sagamateriale i forbindelse med østskandinaviske bosættere på Vestisland. Siden har ingen beskæftiget sig med disse teorier, da folkloreforskere ikke mener, at sagn kan huskes så langt tilbage - selv om deres teorier er tilbagevist af brakteaterne, som bl.a. Lotte Hedeager har påpeget har sammenhæng med de senere sagn. Nu er der jo netop tale om forvanskede fragmenter, så argumentet holder næppe til andet end at afvise dem som historisk kildemateriale. Sagnhukommelsen skal dog ikke diskuteres her.

2.1.2.2. En sandsynlig forklaring

Hjelmblik fra Thorslunda Uanset pålidelighed i sagn eller ej må det være en realitet, at de vestherulske officerer og lejesoldater, som blev arbejdsløse efter romernes tilbagestrækning fra England og det senere vestromerske kollaps, skulle finde andre indtægtskilder. I 409 og 450'erne var det bl.a. vikingetogter mod Spanien, men skibene har antageligt i højere grad bragt dem den kortere vej mod nord. På den tid voksede de nordiske kongeriger frem, og her har der været et marked for de erfarne herulske officerer som militære rådgivere og hærførere, som de næppe har undladt at udnytte, hvis de ikke drog med angler og saxer tilbage til England, hvor de havde fungeret som lejesoldater. "Ek erilaR"-indskrifterne skal vi antageligt se som deres "visitkort". Det er ingen overraskelse, hvis de bragte elementer af Odin med, som Strängnäs-inskriptionen indikerer, men der var tale om en mere generel spredning. Deres rolle førte til begreberne jarl i Norden - svarende til eorl i England - og var antageligt med til at etablere forbindelse mellem disse områder. Efter Odoakers nederlag har østherulske lejesoldater sikkert også fulgt handelsruten mod nord og indgået i samme rolle som deres fæller. Et eksempel på denne rolletype i sagamaterialet kan være Starkad-figuren - en germaner i Rom hed endda Sterkedius. I Uppland opstod øjensynligt i Vendeltiden en mere formaliseret jarlestruktur - symboliseret ved ringsværd efter frankisk mønster og guldringe, som det ses på hjelmpladematricen fra Thorslunda ovenfor.

2.1.2.3. Svar

Det er særdeles sandsynligt, at jarletitlen har en baggrund i herulske officerer - endda uden at anvende den sproglige sammenhæng som argument. Det er den logiske forklaring, men det er ikke muligt i dag at frembringe nogen egentlig dokumentation herfor.

2.1.3. Heruler og svear?

2.1.3.1. Den generelle udvikling i Norden i 400-/500-tallet

I det meste af 400-tallet var Europa domineret af konger fra et ensartet aristokrati af ridende lejesoldatofficerer som Childerik, Odoaker og Theodorik, sam benyttede dyrestil I. Da de blev kristne og slog sig fast ned sidst i 400-tallet skiftede stilen også til den mere abstralte stil II, hvor de symbolske dyr var dekomponeret. Det var umuligt at se, hvor stilen kom fra, da den stadig blev spredt over det samme aristikrati fra Italien til Skandinavien - ligesom herulerne. I første halvdel af 400-tallet dukkede guldbrakteaterne op i det sysvestlige skandinavien baseret på romerske medaljer. Nogle af C-brakteaterne anses for at være et resultat af Odin-kulten. Samtidig ophørte ofringerne i moserne, og gravskikkene ændredes til fladmarksgrave for hovedpartens vedkommende. Det kunne tyde på en religionsændring, hvor den germanske Wothen-figur gennem de næste hundrede år bredte sig sydvestfra og blev til den nordiske gud Odin.

I 500-tallet syntes nye større kongeriger at dukke op - herunder blev danerne for første gang omtalt sydpå. Militærudstyret blev mere ensartet og udskiftedes samtidig i hurtigere takt. Gravhøje var i enkelte tilfælde blevet brugt i Norge og Högom, men nu opstod de store kongshøje i Sverige - med Uppsalahøjene som de største. Lejre syntes at opstå i 500-tallet som en mindre kopi af UppsalaUppaakre, Lejre og Gudme var nu danernes vigtigste centrer, som er os bekendt. Også bådgravene begyndte i 500-tallets anden del - særligt i Uppland, hvor de syntes knyttet til en form for vassal- eller jarle-struktur. Ifølge den seneste arkæologi er bådgravene et symbol på Vendelkulturen, hvor Uppland udviklede sig til kraftcenteret med Gl Uppsala som den stærkeste koncentration af huse og cereomonielle indretninger i Norden fra det 6. århundrede - men bådgravene er også kendt andre steder.

I denne periode indtraf også en klimakatastrofe i Europa med de 3 mørke år 536-38 efterfulgt af "Justinians' byldepest" - hvor især den første periodes nordiske hungersnød kan have svækket dynastier knyttet til fiaskoramte frugtbarhedsguder i forhold til odinistiske krigerdynastier som herulernes.

Arkæologien peger på, at der var en forbindelse mellem Vendelkulturen, det angliske England, Sydtyskland og Lombardiet, herunder hjelmblikmotiver, dyrestil II, runer og Odin-navnet (runer og Odinnavne dog ikke i Lombardiet). Det svarer til de steder, hvor der kan have siddet herulske dynastier tilbage ude i Europa, så udbredelsen tyder i alt fald på en dynastisk forbindelse - via slægts- og ægteskab. Derimod var den egentlige militærudrustning mere international.

2.1.3.2. Ankomststedet - Blekinge/Värend?

Ifølge Procopius passerede de danerne uden kamp og krydsede havet, men vi skal være opmærksom på at Procopios havde begrænset kendskab til nordeuropæisk geografi. Vi skal sandsynligvis notere os ordet "passerede", da det ikke giver mening at de skulle krydse de danske bælter 3 gange tværs gennem danernes lande - det var alt for risikabelt. De havde deres allierede, varnerne, og deres slægtninge, vestherulerne, som kunne hjælpe dem med at passere danskerne ved at sejle direkte til Blekinge, som teksten vel reelt indikerer. Teksten kan forstås sådan at de simpelthen passerede.

For det første er der forbindelsen i beværgelser mellem de to sydlige ErilaR-indskriptioner, Blekinge-runestenene på Lister og Rökstenen - og på den sidste blev navnet søkrigere (Wicinga) nævnt sammen med Marika. Også det frisisk/sachiske navn Lista for strand, som er karakteristisk for Lister, kan indikere at vestherulerne var involveret. Der er imidlertid også andre indicier end disse. I 1993 blev to bådgrave fundet i Fallward på den østlige side af Wesermundingen - modsat Harlingerland. Gravene lå 2 kilometer fra den berømte bosættelse, Feddersen Wierde, som blev forladt omkring år 500. Den mest berømte af bådgravene er dateret til 431 ved dendrologi. I graven fandt man en høvding med et bælte, som tilhørte en romersk lejesoldatofficer, og en spatha. Også en stol og en fodskammel lavet af træ blev fundet - den sidste med en kort runeinskrift i sædvanlige nordiske runer. Vi ved ikke, om han var herul, men herulerne var sandsynligvis en del af folkene, som boede rundt om Weserens munding. De blev alle anset som en del af de sachsere, som rejste til england i det 5te århundrede. Det vil forklare forbindelsen mellem Sutton Hoo og Scandinavien. Under alle omstændigheder ville herulerne dermed kende til skikkenne med bådgrave og runer, som vi altså også finder i Lister og Augerum - selv om fundene er adskilt med 50-150 år. Da den kvindelige bådgrav i Augerum blev udgravet i 1800-tallet, er det vanskeligt at sammenligne med det nye tyske bådgravsfund, men Augerum var sammen med Uppland en af de første bådgrave i Skandinavien efter bådgravene på Bornholm i romersk jernalder adskillige århundreder forinden. Derfor kan de i alt 6 forskellige indicier understøtte at nogle vestherulere deltog med østherulerne i overfarten til den skandinaviske halvø og den første bosættelse i Blekinge.

Birgit Arrhenius og Lotte Hedeager har skrevet om de mange østgernamske fund i regionen efter fundene i Sösdala. Imidlertid har von Friesen og Ivar Lindqvist peget på Lister og Värend som herulernes bosættelsesområde - først af alt runestenene i Blekinge og bådgraven i Augerum. Bådgraven er imidlertid væsentligt mere østlig end runestenene og runestenene er dateret til 550-700 - efter at herulerne var blevet fordrevet. Dette svækkede deres argumenter - specielt da de refererede til østherulerne. Vigtigere som et spor af østherulerne er dog stenen på Inglingehög ved Thorsjö, hvis ornamentik svarer til de østgermanske fibler, brakteaterne og liljer. En tilsvarende sten er fundet i en høj i det herulsk beslægtede Högom - men uden ornamentik. Stenhuggerarbejdet i den hårde sten er næppe udført af nordboer, da man intet tilsvarende har fra den tid i Norden (de gotlandske sten er af et andet materiale). Nær dette sted ligger i øvrigt Odinsjö ved det sagnomspundne Blotberg med 12 jernaldergravhøje.

Det er således muligt, at herulerne har gjort midlertidigt holdt her, men der har næppe været meget at leve af for dem, da de ikke var landbrugere - medmindre de begyndte at plyndre danerne i Skåne og Göterne efter deres livsform sydpå. Dette kan være årsagen ti at Sjörup-stilen blev fundet i Finnestorp efter et nederlag til göterne. Plyndringerne kan også have provokeret danerne til at gå sammen i en ny alliance og fordrive herulerne - hvilket for første gang gjorde dem berømte sydpå. En sådan begivenhed hos danerne afspejles endda muligvis både i Beowulf (Eorlas), Widsith (Wicinga) og Saxo (Huns) - hvilket vil blive uddybet i kapitel 3. Selv om det fjerne navnestof er sammenblandet så mange år efter, hvor herulerne var forsvundet som integrerede, er det muligt at forklare dem som heruler. Disse fortællinger skal ikke betragtes som historie, men grunden til at disse skandinaviske sagn og arkæologi er fundet omkring Sutton Hoo i East England er sandsynligvis forklaret med forbindelsen til vestherulerne.

Jordanes fortalte om fordrivelsen, og Procopius indikerede, at det var deres første bosættelse nær Gauterne. Følger man ham, skal vi lede efter deres næste placering langt nord for danerne, hvor udviklingen da også indikerer ankomsten af et sådant stærkt folk i midten af 500-tallet.

Listerstenene kam indikere, at nogle af de vestherulske søkrigere foretrak ikke at forlade kysten og fik lov at bo mere permanent i Lister mellem daner og samfundet i Västra Vång - måske med aftale om ægteskab og arbejde som lejesoldater/jarler.

2.1.3.3. Den endelige bosættelse?

Ifølge de historiske kilder skal der kunne findes en endelig bosættelse på den Skandinaviske Halvø, og ifølge Procopios' beretning om delegationen skal vi lede langt nord for danerne. Stedet skal opfylde 3 betingelser:
1. Stedet skulle generere værdier, som kunne udnyttes af herulerne, der ifølge Procopios havde levet af krig som lejesoldater, plyndring og beskyttelsespenge.
2. Der skulle ske væsentlige arkæologiske ændringer i 500-tallet med en betydelig international indflydelse.
3. Vi skal kunne finde de nødvendige spor af et folk af halvnomadiske lejesoldater, men sporene vil som i Sydeuropa være sparsomme. De var et slagent folk som var vant til at følge deres arbejdsgiveres stil.

2.1.3.3.1. Norge, Götaland og øerne

Den norske vestkyst kunne have været et mål på grund af forbindelserne i 400-tallet, men disse relativt små samfund blomstrede allerede i 400-tallet, og der ses ingen markant ekspansion først i 500-tallet, som peger på herulernes ankomst her.

Vestergötland blomstrede ligeledes allerede i 400-tallet med rige guldfund og store halskraver. De fund, der peger mod østgermanere er depotfund/krigsbytteofre, som tyder på, at man var i stand til at holde andre ude, fordi slettefolkene som fortalt af Jordanes var vant til at leve under konstant pres udefra. Området fik ligesom Gudme-egnen sydforbindelse til Sortehavsegnene i germansk jernalder, og Finnestorp-ofrene har klar østgermansk forbindelse, men kulturen synes at være lokal - selv om herulske jarler kan have deltaget i udviklingen i en senere fase.

Nogle få forskere forsøger nu at datere Sparlösa-stenen til 500-tallet, men denne tolkning er næppe holdbar, da runetekst, hus og skib peger mod sidst i 700-tallet, så stenen kan ikke benyttes som bevis på en tidlig datering af et samfund.

Heller ikke i Halland eller Østergötland kender vi centrer, som peger på et så markant folks ankomst, og selv om Rökstenen står i Østergøtland, kan det blot skyldes, at en gren af herulernes kongeslægt er flyttet hertil en gang i løbet af de efterfølgende 300 år - Sparlösa-stenen antyder jo faktisk en sådan tidligere flytning fra Uppsala.

Også på Øland blev de imponerende stenborge rejst i 400-tallet - svarende til ovennævnte udvikling. Hvis borgene havde noget med herulerne at gøre, er de snarere blevet provokeret frem af de hunniske og herulske ryttergrupper i 400-tallet. Desuden fortalte Procopios, at herulerne forblev i Thule (Den Skandinaviske Halvø), og da østherulerne var ryttere, udelukker det øerne. En udvikling omkring år 600 synes snare at skyldes danerne, men angrebet på Sandby kunne være forårsaget af heruler, men i det tilfælde var det mere en straffeekspedition end en bosættelse.

Alle de nævnte steder kan man have modtaget herulske lejesoldater, eller for den sags skyld gotere, der troede, at det var deres hjemegn. Det kan være en medvirkende årsag til den generelle militære udvikling i 500-tallet.

2.1.3.3.2. Mälar Dalen

Det er åbenlyst, at Mälardalen opfylder de to første betingelser ovenfor. Stedet lå på handelsruten fra nord (Högom), som var nævnt af Jordanes - samme rute, som herulerne havde kontrolleret i Moravia - og jernet i Bergslagen var en anden kilde til stigende velstand. Ydermere havde ændringen af havspejlet frembragt en forøgelse af frugtbar jord i denne region til kvæg og agerbrug, mens andre samfund gennem århundreder havde udpint deres jord. Højene og især indholdet af bådgravene indikerer en ny samfundsstruktur. Her finder vi den ekspansion, som herulerne historisk plejede at udnytte, og her finder vi i Vendelkulturen de ændringer, herulerne kunne forventes at forårsage.

Hjelmen fra Vendel XIVSkjoldbulen fra Vendel XIV Uppsala og Vendelkulturen træder som nævnt arkæologisk frem som kraftcentret på den skandinaviske Halvø - en kultur som i begyndelsen var kraftigt østgermansk påvirket med kontakt til områder, hvor de herulske dynastier øjensynligt sad tilbage. Her fremhæver Birgit Arrhenius især skjoldbulen samt et spænde og et beslag fra Vendelbådgrav XIV, som dateres som den første af bådgravene. Identiske genstande er fundet ved Tisza-floden i Rumænien, hvor Datius flygtede til gepiderne. Skjoldbulen er af en typisk Vendeltype fra denne tid, og et yderligere identisk eksemplar er fundet i en grav ved Rhinen, som også indeholdt genstande af gepidisk karakter. Tidssammenhængene kan tyde på, at den hørte til Datius-følget, hvor de overlevende kan være flygtet mod nordvest efter udslettelsen af gepiderne og de illyriske herulere, som var flygninge ved Tisza. Vendel XIV indeholdt i øvrigt en af de kendte paradehjelme af nordisk udførelse, som peger tilbage mod romerske kavalerihjelme fra 400-tallet - altså folk som spillede på og sværmede for en fortid som romerske lejesoldater.

Indholdet i og karakteren af Ottarshøjen i Vendel og måske en DNA-prøve i en bådgrav kan tyde på en forbindelse med det østgermansk tilknyttede samfund i Högom, som synes nedlagt først i 500-tallet. Modsat Högom var graven i Vendel en brandgrav og den indeholdt en sjælden Basiliscus-mønt fra 476 (Odoakers sejrsår) som ellers stort set kun kendes fra Childerics grav. Måske har kongeslægten mødt deres allierede fra Högom i Uppland. Netop her i Uppland opstod nu et rigdomscenter som følge af skindhandelsruten via Helgö og jernudvindingen i Bergslagen - aktiviteter, hvis indtjeningspotentiale uvægerligt ville tiltrække det herulske krigerfolk.

Ser man på selve de 3 kongshøje i Uppsala, dateres de indenfor intervallet 500-625 e.Kr. - altså herulernes etableringsperiode. Den ældste midterhøj er ikke udgravet, men man ved, at det er en brandgrav, som de to andre. Østhøjen indeholder en kvinde og måske også en dreng, som er brændt ved så høje temperaturer, at stort set alt er ødelagt. Blandt fragmenterne fandt man en hjelm til en kvinde eller et barn med et hjelmblik identisk med Sutton Hoo i East Anglia. Det forestiller hornede krigere - antageligt fra det germanske lejesoldatkompani "Cornuti". I graven fandt man imidlertid også to simple kvindelige brugsgenstande, nemlig en sminkepalet og et øskenspejl. Begge stammer normalt fra et sydøsteuropæisk nomadefolk, og spejlet findes i over 100 eksemplarer ved Donau og Sortehavet. Nord for Donau har man kun fundet 2 spejle, nemlig et i Thyringen og eksemplaret i Østhøjen. Østhøjen indeholder derfor efter al sandsynlighed en kvinde af østgermansk/sarmatisk slægt - altså den herulske folkeblanding. Vesthøjen er den yngste, og rummer bl.a. fragtmenter af glas fra Sortehavet, elfenbens-spillebrikker fra Sydøsteuropa og sassanidiske kameer.

De nye brandgravsskikke i Mälarregionen er diamentralt modsat herulernes gamle skikke, idet der slet ikke er brandgrave de steder, hvor de opererede i Sydeuropa. Når Procopios kunne fortælle om de hedenske herulere, som brændte deres døde på store bål, må det altså være de hedenske herulere i Norden, han har hørt om. Herulerne må have gennemført en ændring af deres begravelsesskik, da blev integreret i Norden, hvilket kan have forbindelse med de generelle ændringer af begravelsesskikkene i Norden, som konstateres arkæologisk på det tidspunkt.

Der eksisterer ingen kendte arkæologiske karakteristika for herulerne i de områder, hvor de levede i Sydøsteuropa - det eneste skulle måske netop være 400-tals gravhøjene i Mähren, som czekkiske arkæologer har sat i forbindelse med Uppsala og nogle andre østeuropæiske grave mellem sveberne. Herulerne har været etnisk så sammenblandede og fungeret sammen med så mange folkeslag, at de næppe vil kunne skelnes fra andre østgermanske folkeslag. I betragtning af det begrænsede materiale, som ligbrændingen medfører, må vi derfor nøjes med at konstatere, at der i Uppsala og Vendelkulturen findes alle de arkæologiske spor, man kunne forvente at finde efter et herulsk dynasti med følge, som blev integreret som en minoritet i det lokale folk. Hovedparten af de høje og bådgrave, som er udgravet, er fra mere end 50 år efter de forlod Maehren.

Selv om kontakterne efter østgermanernes opløsning sydpå drejede over mod frankerne - eller måske snarere deres hedenske nabofolk - er indholdet i bådgravene stadig af samme karakter som de øvrige rige europæiske fyrstegrave. Man skal være meget lokalpatriotisk - eller fanget af Olof Rudbecks forjættende ideer - for at påstå, at Vendelkulturen krigerniveau hviler på en intern svensk udvikling.

Uppsalas opblussen er naturligvis ikke tilstrækkeligt argument i sig selv, da et sådant samfund teoretisk kunne opstå som en reaktion hos et nordisk folk, som kopierede de ankommende herulere. Til gengæld er der ikke fundet konsekvenser andre steder med tilstrækkeligt markante ændringer på det tidspunkt, som kan indikere ankomsten af et så dominerende østgermansk folk - og i den situation burde der ikke være så mange østgermanske spor i Uppsala og bådgravene.

Så sent som i det 11. århundrede blev dette center i Uppsala af Adam af Bremen beskrevet som Odin-kultens centrum, hvor Odin, Thor og den gamle vanegud Frej var blevet dyrket side om side.

2.1.3.4. Svar

Faktum er, at der ikke er fundet andre pladser med væsentlige ændringer, som matcher et så stærkt krigerfolk. Teoretisk kan Vendelkulturen være opstået som en alliance mod det herulske dynasti med støtte fra andre herulske jarler - ligesom danernes alliance. Det udelukker ikke, at et sådant alternativt sted har eksisteret, men det det er temmelig usandsynligt at et sådant modstykke til Uppsala ikke skulle have efterladt nogen spor eller sagn.

Den mest sandsynlige forklaring vedrørende herulerne og svearne er, at en stor del af østherulerne slog sig ned i Uppsalaområdet, hvor de blev lejesoldater, inden de blev integreret som svear. Kongeslægten indgik som jarler i svearnes dynasti. Arkæologien udviser de nødvendige spor af et sådant forløb. Sammenslutningen forårsagede siden Vendelkulturen.

2.1.4. Heruler og bådgravsfelterne?

Bådgravsfeltet ved Valsgärde - klikBådgrave kendes ikke fra østherulernes områder sydpå og giver ikke megen mening for østherulernes vedkommende. Bådgrave kendes fra Bornholm i romersk jernalder, og må anses for at være for tidligt. Imidlertid blev bådgraven i Fallward, Wremen fundet i 1993 ved Wesermundingen overfor Harlingerland. På en skammell, som dateres til 431 med dendrologi var der placeret en runeinskription. Et bæltesæt imdikerer, at han havde tjent som romersk lejesoldat - sandsynligvis i England. Han må have været vestherul eller en af deres saxiske naboer, hvilket indikerer, at vestherulerne under alle omstændigheder kendte skikke med bådgreve og runer, da de forlod det frisiske område. Vi ved ikke, om der var andre bådgrave i området udover en enkelt anden i Fallward, da området siden har været oversvømmet. I Augerum i Blekinge har vi fundet en af de første svenske bådgrave og runesten, som indikerer, at vestherulerne har fulgt østherulerne i Blekinge - specielt med hensyn til de andre indikationer i Listerland.

Bådgravenes indhold minder til gengæld om de germanske fyrstegrave i Centraleuropa. Disse skikke er åbenbart i Norden blevet kombineret med bådgravene som en blandingsskik mellem østherulske og vestherulske skikke. Som nævnt har Birgit Arrhenius peget på en østgermansk forbindelse med den tidlige Vendelkultur - herunder Vendel XIV - hvor bådgravenes spredning synes knyttet til et jarlesystem, som herulerne kendte fra Odoaker og Theodorik.

2.1.4.3. Svar

Sammenhængen mellem heruler og bådgravsfelterne må derfor anses for at være en vestgermansk viden som er blevet kombineret med de Europæiske lejesoldatkongers østgermansle kammergrave.

2.1.5. Heruler og guden Erik?

2.1.5.1. Guden Erik

Åke Hyenstrands spørgsmål refererer til Rimberts Ansgar-biografi fra sidst i 800-tallet, hvor han omtalte den tidligere afdøde kong Erik, som man overvejede at ophøje til gud. Hyenstrand henviste til kongenavnene Erik, Alrik og Rolf som herulske, men ingen herul er kendt under navnet Erik, og alle tre kongelige navne var alment germansk opbyggede navne. Derfor kan navnet ikke bruges til at identificere heruler, men det er relevant at se mere generelt på forbindelsen mellem forfædreguderne og de hedenske germanske folk, som herulerne - eller det generelle religionsskift, som Lotte Hedeager har omtalt med fokus på hunnerne.

2.1.5.2. Forfædreguder og Aser

Procopios fortalte om de illyriske herulere, at disse dyriske barbarer tidligere tilbad en hær af guder og ofrede mennesker til guderne. Jordanes på sin side fortalte, at de vandrende goter oprindeligt - inden de blev arianske kristne - dyrkede deres forfaderhelte som halvguder. Han fortalte, at den gotiske betegnelse for forfædreguder var "ansis", hvilket synes at være baggrunden for runenavnet "ansuZ" og gudenavnet "aser". En af de første forfædre i "Getica" hed Gapt. I de tidlige engelske kongelister fra det 7. århundrede blev Wothen og Geat placeret forrest, hvilket indicerer et tilsvarende sammenfald mellem guderne og de kongelige forfædre. Gapt og Geat var muligvis identiske med det nordiske gudenavn Gaut, som det oldnordiske dikt Grimnismål omtalte som et tidligere navn for Odin - asernes hovedgud. Trods omtalen af forfædreguderne fortalte Jordanes også at goternes krigsgud hed Mars, ligesom Procopios fortalte, at hovedguden i Skandinavien var en krigsgud (Ares/Mars). Muligvis var denne krigsgud Odin - selv om han i Snorres senere version ikke var krigsgud, men gudernes øverste.

Ifølge Tacitus var de skandinaviske guder tidligere Mercurius, Tyr, Nerthus og Ing. De to sidste guder må have været frugtbarhedsguder fra det gamle samfund af selvstændige bønder - Vanerne.

Da krigeraristokratiet opstod skiftede også gudernes betydning. Det nordiske krigeraristokratis hovedgud, Odin, ankom sandsynligvis først som den vestgermanske gud Wothan/Woden i 400-tallet, men han har muligvis lignet en nord- og østgermansk "fætter" Gaut og nogle af hans shamanistiske træk kan sammen med dyrestilen pege i retning af de skytisk/sarmatiske (eller samiske) nomadefolk. Herulerne kan have bragt nogle af hovedgudens elementer med sig, men han eksisterede i Norden, inden deres kongefamilie ankom, som det er præciseret af Lotte Hedeager.

Den blandede nordiske gudeverden er hovedsageligt kendt fra den nordiske litteratur og vil blive diskuteret i et senere kapitel, da den ikke kan bruges som argument omkring herulerne.

2.1.5.3. Svar

Åbenbart anså germanerne deres kongeslægter som gudernes efterkommere - i det mindste da aserne blev introduceret. De synes at have ophøjet deres helte til guder, som Jordanes og Rimbert fortalte, men de manipulerede også deres kongegenealogier ved at sætte de eksisterende hovedguder foran i genealogierne - måske i forbindelse med ændringen af religionen.

Under alle omstændigheder synes udviklingen af den hedenske religion med dens blanding af guder og forfædre at være alment germansk og kan næppe hæftes specielt på herulerne.

2.2. Et muligt scenarie

Baseret på det mest sandsynlige svar bliver et muligt scenarie, at østherulerne sejlede fra varnerne til Blekinge, hvor de passerede danerne uden kamp. De blev assisteret af både varni og vestheruler som havde både og havde levet ved havet mellem saxer og friser. Ved ankomsten slog de sig ned i Blekinge/Värend - måske med østherulerne omkring Thorsjö/Odinsjö, mens vestherulerne blev ved kysten. Arkæologien indikerer, at der allerede kan have været en bosættelse i regionen af tidligere allierede eller af østgermanske rytter fra tidligere hunniske ekspeditioner. Da de ikke var landbrugere, og befolkningsunderlaget var tyndt, begyndte de at plyndre og true, som de plejede. Danerne gik derfor sammen og truede med at gøre som longobarderne. Nogle af herulerne kan i stedet have lavet en alliance med danerne - måske de sejlende vestheruler - og blev derfor i Lister, hvor de et århundrede senere rejste runestenene.

Det fik dem til i stedet at rette øjnene mod svearnes økonomisk/strategiske placering - hvis dette ikke allerede fra starten var et mål. Svearne var det oplagte valg for herulerne, når vi ser på svearnes ekspanderende økonomi på den gamle handelsrute, som herulerne ville hve fulgt fra den Mähriske Port som beskrevet i kapitel 2.1.3.3.2.

Mange kombinationer af muligheder fører nu til samme resultat. Sveakongen kan have tilkaldt herulerne som professionelle rådgivere og lejesoldater mod nabotruslerne mod deres stigende rigdom - ifølge Jordanes et stort problem for folkene på de svenske sletter. Det er umuligt at sige, om de overtog magten eller simpelthen blev jarler i laget under kongen. Det ville være sædvanligt at etablere en ægteskabsalliance, som også ville placere herulerne i samfundets top. De kunne også senere bruge deres magt, som de kontinentale barbarer gjorde i England ifølge Gilda og Bede. Alternativt gik herulerne og deres fæller fra Högom sammen mod svearne og overtog magten militært.

De oprettede en ny struktur med jarler i Tuna-gårdene og sørgede for en effektiv integration af de to folk, hvor bl.a. begravelsesskikke og religion blev harmoniseret. En del af modellen til en velfungerende magtetablering havde de lært af Theodorik 10 år før og af Odoaker, og de havde selv været vant til at tilpasse sig andre folk. Forskellen på herulernes fiasko i Illyrien og en mulig succes i Norden var sandsynligvis kristendommens monoteistiske karakter. Det er åbenlyst, når man læser Procopios, at herulerne i Illyrien ikke kunne accepteres som rigtige kristne, da en del af dem ikke ønskede at følge monoteismen. Modsat fortalte Widukind langt senere, at skandinaverne accepterede fremmede guder i deres religion side om side med deres egne guder. Herulernes krigerguder, aserne, blev blandet med svearnes gamle frugtbarhedsguder, Vanerne - en udvikling som længe havde været undervejs før herulerne ankom. Senere blev Woden og Frej som hos de øvrige germanerfolk sat forrest i den kongelige slægtsrække for at sikre slægtens eneret på tronen - på et tidspunkt endda sådan, at guden Woden/Odin fandt vej ind i fragmenter af deres gamle sagn om kongeslægtens ankomst. Men vi skal lægge mærke til, at svearnes konger ikke blev hævdet at stamme fra Odin, som de danske konger - de var efterkommere af Yngve-Frej - Ynglingene.

På et tidspunkt spredte de deres magt til andre områder - eller giftede sig eller flygtede dertil - hvor runestenene i Sparlösa og Rök blev opsat 300 år efter. På samme måde kom Ynglingetal og Ynglingesaga senere til.

Vil man sætte flere detaljer på hypotesen, kan man læse Snorres Ynglingesaga samt Frode- og Gylfesagnene. De skal imidlertid læses som litteratur og ikke som historiske kilder - som beskrevet nedenfor.

2.3. DNA

Hunnernes formodede Y-haplogroup Q1a2 har en undergruppe Q1a2b1, som findes i høj intensitet (5%) i dele af Skandinavien - især Götaland - samt i Burgund, som sagnmæssigt er knyttet sammen med herulerne og hunnerne. Da en del af den herulske kongeslægts følgesvende antageligt kan have haft hunnisk blod i årerne, kan der være en sammenhæng, og det er i alt fald interessant, at der netop findes koncentration på dette kort på de steder, hvor herulerne har opholdt sig (Dnepr, Moravia, Beograd og Sverige). Når intenciteten i Sverige er så høj, kan det skyldes dele af Goetaland har været isolerede egne. På den pågældende hjemmeside stiller man også spørgsmålet "Huns in Sweden?". Dertil kommer spørgsmålet om sarmaternes DNA-type, som normalt menes at være en iransk G-type. Der er ikke offentliggjort sammenhænge mellem 500-tals høvdingegrave i Norden og Centraleuropa. På nuværende tidspunkt er DNA-undersøgelser af den karakter meget usikre. DNA skal derfor ikke indgå i argumentationen omkring herulerne på nuværende tidspunkt, men DNA-teorierne modsiger i alt fald ikke artiklens hypoteser.

2.4. Konklusion om bosættelsen i Norden Åke Hyenstrands spørgsmål kunne altså ikke bare besvares uden forbehold, men hovedspørgsmålet om forbindelsen mellem herulerne og svearne førte sammen med vestgerulernes tilstedeværelse til den mest sandsynlige forklaring, som også inddirekte gav svar på de øvrige. Svaret er baseret på en kombination af historie og arkæologi uden at bruge de nordiske sagn. Det leder til følgende konklusion om Norden:

Der er ingen tvivl om, at den herulske kongeslægt fungerede i Norden i 500-tallet, og at der var nære østherulske forbindelser til Norden i 400-tallet. Den mest sandsynlige forklaring er, at østherulerne slog sig ned i Uppsalaområdet, og at kongeslægten indgik som konger eller jarler i svearnes dynasti. Arkæologien udviser de nødvendige spor af et sådant forløb, men arkæologien vil næppe kunne udgøre et bevis herpå.

Det er en gennemgående tese i svensk arkæologi, at udviklingen i Uppsala og Vendel er en intern udvikling, indtil det modsatte er påvist - med en artikel af engelskprofessoren Alvar Ellegård som historisk alibi. Dette er - ligesom Strängnäs-episoden - ikke forsvarligt, da man derved risikerer at udelukke den mest sandsynlige forklaring på heruler-spørgsmålet fra de arkæologiske undersøgelser, fordi den knap nok omtales i litteraturen.

3. Den nordiske litteratur

Det har ofte været brugt som et argument mod heruler i Norden, at de aldrig blev fundet i den righoldige litteratur om Nordens fortid, som findes i Nordeuropa. Det er derfor nødvendigt også at vurdere denne del af litteraturen, selv om det er fælles for næsten alle disse arbejder, at de er nedskrevet i perioden 1000-1300 e.Kr. - lang tid efter begivenhederne. Derfor kan de aldrig blive betragtet som historiske kilder som sådan, men de indeholder uvurderlig information om vikingekulturen.

Vi har allerede berørt de Angelsaxiske dikte, Beowulf og Widsith, som er ældre end de manipulerede skandinaviske sagn, og som havde kandskab til Skandinavien som følge af vestherulerne. Det interessante er, at de begge nævner en dansk fordrivelse af et fremmed folk, som kaldes eorle eller Wicinga. Denne begivenhed er ikke blevet bemærket på grund af de ukendte navne, men sandsynligvis blev pirater som vestherulerne kaldt Wicinga i England længe før vi møder navnet i Skandinavien. Om de også kendte Jordanes, som fortalte nøjagtigt det samme, ved vi ikke. I det mindste blev det til et ry omkring de danske konger, som gjorde dem berømte i Europa fra Byzans til England. Sandsynligvis var det samme fordrivelse som Saxo refererede til, da han skrev om Frode og h. Da deres navn var blevet til jarltroede skjaldene sandsynligvis, at de var en del af hunnerne, som de tidligere havde fulgt. Saxo fortalte endda om Starkad og Erik som fremmede lejesoldat-rådgivere. Dette er ikke historie, men ikke desto mindre var det en nordeuropæisk accept af Jordanes. Herulerne var virkelig blevet nævnt i de nordeuropæiske sagn! Som en del af sine teorier om hunnerne har Lotte Hedeager foreslået, at myten om Odins rejse i Ynglingesaga var inspireret af Attila. På Island gengav Snorre Sturlasson i Edda dialogen mellem sveakongen Gylfe og guden Odin, men indledningsvis fortalte han den traditionelle historie om gudernes og kongehusets oprindelse i Troja. Senere fortalte han i stedet efter en rejse til Skandinavien en legende i Ynglingesaga om en konge ved navn Odin og hans "mænd fra Asien", som kom fra Tanais-egnen (Floden Don). Den symbolske anfører "Odin" slog sig først ned på et af de utallige steder, der fik navnet "Odinsey" - som lige så godt kan have ligget i Sydsverige som på Fyn. Senere flyttede Odin videre til Sigtuna og fik sit "tempel" i Gylfes nærliggende Uppsala. Indledningsvis omtalte Snorre blandingen af Aser og Vaner - krigernes Wothan-kult og den gamle nordiske frugtbarhedskult, hvor Tacitus' Nerthus og Ing blev til Njord og Frej. Han fortalte også om kong "Odins" ophøjelse til gud, svarende til Jordanes' og Rimberts fortællinger - en helt naturlig proces i religionshistorien. Derefter fortalte han om en vellykket nordisk integrationsproces, herunder indførelsen af ligbrænding (bortset fra Frej - Ynglingenes forfader).

Snarere end Attilas historie minder denne fortælling os om Østherulernes historie. Også de mente at stamme fra Tanais ifølge Jordanes. Selv om ruten blev beskrevet ud fra middelalderens geografiske forståelse, ruter og tidsforløb, er det muligt at genkende dele af historien om herulerne og delvis også deres overordnede hunniske kahn, Attila - selv om de gamle fortællinger med tiden smeltede sammen. En bosættelse i to faser ligesom herulernes ovenfor. Her peges der direkte på Uppsala - helt utvetydigt.

I hvor høj grad der er tale om rekonstruktion, eller der har eksisteret fragmenter af et gammelt kongesagn, hvor guderne på traditionel vis var lagt ind forrest, kan vi ikke afgøre i dag. Rabiate forskere har beskyldt Snorre for at opdigte det hele i det 13. århundrede for som kristen at mistænkeliggøre den hedenske religion som euhemeristisk. Sagen er imidlertid, at han ikke behøvede at dikte, for den germanske forfædrekult og den romerske kejserkult var euhemeristiske. Tværtimod kendes meget af Snorres stof fra tidligere historikere og kvad.

I 2011 rehabiliterede Lotte Hedeager i sidste kapitel af sin bog den afdøde danske forsker, Niels Lukman - nævnt i kapitel 2.1.2.1 - som hævdede, at herulerne bragte deres gamle myter om følgeskabet med hunnerne i Centraleuropa til Skandinavien, og at de blev kendt der som "jarler". Hvis vi kombinerer de to hypoteser - idet vi tager hensyn til at herulerne sandsynligvis blev anset for hunner i Nordeuropa og var påvirket af hunnerne - vil hendes ideer stemme overens med historien i de tidligere kapitler. Dette gælder uanset berettigelse eller ej af den kritik, Ulf Näsmann har rettet mod dele af hendes historiske og arkæologiske grundlag, og uanset at Niels Lukman antageligt overdrev, hvor mange nordiske sagnkonger, der havde østgermansk/hunnisk oprindelse.

Senere i 2011 har Strängnäs-inskriptionen ".rilaR . WodinR" endda bevist en forbindelse mellem Wothan og ErilaR - en inskription som kunne have støttet Lukman, hvis den var blevet offentliggjort i 1962, hvor den blev fundet. Man vidste, at den ville vække opsigt, så i stedet hemmeligholdt man den med den begrundelse, at den var falsk - hvad den viste sig ikke at være.

Rejsen i Ynglingesaga var kun et eksempel på de mulige spor af heruler i den nordeuropæiske litteratur, hvor navnet Herul forsvandt - muligvis fordi det nu blev forstået som titlen "jarl"/"earl".

Der er ingen tvivl om, at grundlaget for sagaerne er blevet ændret gennem årene, hvilket islændingene ikke har været i stand til at gennemskue. Snorres gudeverden er f.eks. et fastlåst billede, som kun indirekte afspejler lokale og tidsmæssige forskellige i en dynamisk proces - men sådan er de fleste religiøses forståelse af deres egen religion. Snorre udtalte sig således om de ændringer i begravelsesskikke i 500-tallet, som arkæologerne afdækker i vor tid - ligesom Beowulf (og Snorre) beskrev 600-tallets vildsvinehjelme, som nu er udgravet. Disse oplysninger kan han næppe have opdigtet. Han har snarere fået dem som langt ældre fragmentariske oplysninger, der er sat ind i en senere sammenhæng - hvilket ikke er det samme som opdigtning. Ej heller kan man således i Norden have opdigtet det tydelige østgermanske præg, som findes i mange af sagnene.

Måske indeholder de manipulerede og utroværdige skandinaviske sagaer og krøniker på denne måde fragmenter af historien om denne omflakkende kongefamilie og deres hunniske overordnede. Det er naturligvis interessant at lede efter de skjulte spor, som kan lægge nyt indhold i legenderneog forklare, hvordan herulerne kunne forsvinde i Norden - men de kan ikke blive en historisk dokumentation af forløbet.

4. Perspektiv

Under alle omstændigheder ankom herulerne til Norden, hvor de sammen med hunnerne i Europa har været en vigtig katalysator i den udviklingsproces, som førte til Vendel-kulturens større kongeriger og videre til vikingetiden. De er tillige den mest sandsynlige forklaring på Upplands jarler. Men herulernes plyndring og brandskatning skal ikke ses som det eneste element i vikingernes ekspansive udvikling - det var en generel bagside af kulturen omkring krigeraristokratiet, indtil en kombination af ny kongemagt og kirke ændrede på denne livsform i middelalderen.

Hypoteserne dækker en tidsperiode, hvor det normalt er umuligt at gennemføre bevis i henhold til sædvanlige historisk-videnskabelige kriterier, medmindre ny teknik som DNA-analyser kan bringe os videre. Desværre har historikerne ikke fundet frem til en rapporteringsform, der som andre videnskabers kan håndtere usikkerhed - til trods for at al historisk rapportering og analyse rummer usikkerhed. Formålet med denne artikel fra en ikke-fagmand er at kombinere den fragmentariske historiske og arkæologiske information på en mere sandsynlig og sammenhængende måde - i håb om en dag at inspirere en forsker til at finde en overbevisende vej ud af de nuværende blindgyder.

Teksten er skevet af Troels Brandt

Opdateret d. 13.8.2017